Isbilens Melodier: Fra Glæde til Debat

Lyden af en isbil, der nærmer sig, er for mange et kært barndomsminde, en melodi der varsler solskin, leg og den uimodståelige sødme af en kold forfriskning. Men bag denne universelle glæde og nostalgi gemmer der sig en række overraskende historier, der spænder fra moderne musiks succeser og byplanlægningens udfordringer til en dybt foruroligende fortid. Hvad der ved første øjekast synes at være en simpel jingle, er faktisk et komplekst vævet tæppe af kultur, kontrovers og kommercialisme. Lad os dykke ned i de forskellige facetter af isbilens musik og de fortællinger, den bærer med sig.

Cazwells 'Ice Cream Truck': En Kommerciel Succes og et Viralt Fænomen

I en verden, hvor musik og visuelle medier smelter sammen, har selv en sang om en isbil potentiale til at blive et globalt fænomen. Dette var tilfældet med Cazwells nummer 'Ice Cream Truck', en sang, der startede sit liv under uventede omstændigheder, men endte med at opnå stor kommerciel succes og viral berømmelse.

Historien begynder, da Cazwell blev kontaktet af sin ven J.B. Ghuman Jr. for at levere numre til Ghumans film 'Spork' fra 2010. Selvom de indsendte sange ikke faldt i instruktørens smag, havde Ghuman en klar vision: han ønskede en sang med en '80'er hip-hop følelse', 'minimale søde lyde' og noget 'sommerligt – som at gå til isbilen'. Denne specifikke anmodning såede frøene til det, der skulle blive 'Ice Cream Truck'.

Cazwell og hans lydtekniker besluttede sig for at lave sangen på den sidste arbejdsdag med Ghuman. Sangskrivningsprocessen var bemærkelsesværdigt hurtig; teksten blev skrevet på blot 45 minutter, angiveligt under en 'kinesisk-mad-tømmermænd'. Selve indspilningen tog yderligere halvanden time. Oprindeligt havde Cazwell ingen planer om en kommerciel udgivelse af 'Ice Cream Truck'. Men da han ikke havde udgivet en musikvideo i flere måneder, foreslog hans manager i juni 2010, at de lavede en video til netop denne sang. Dette skulle vise sig at være en skelsættende beslutning.

Musikvideoen debuterede på YouTube den 30. juli 2010 og blev hurtigt en sensation. Sangen selv blev officielt udgivet som single den 17. august 2010, og den blev tilgængelig på iTunes den 24. august. Den inkluderede både en a cappella- og en instrumentalversion. 'Ice Cream Truck' fandt også sin plads som det tredje nummer på deluxe-udgaven af Cazwells andet album, 'Watch My Mouth'.

'Ice Cream Truck' er blevet beskrevet som en sød, enkel og tempofyldt hip-hop sommersang i 1980'er-stil. Den har en længde på to minutter og sytten sekunder og et tempo på 127 slag i minuttet. Instrumenteringen er bemærkelsesværdig for brugen af keyboard-fremførte xylofoner, der emulerer en isbil-jingle, hvilket giver sangen dens umiskendelige genkendelighed. Cazwell selv udtalte, at 'teksterne ikke er åbenlyst seksuelle, og videoen er sjov og sexet. Og får folk til at føle sig sjove og glade for at være homoseksuelle. Det er en uimodståelig sang. Den er ikke anmassende. Alle smiler og har det sjovt.' Sangen blev meget positivt modtaget, og en anmelder fra The Advocate mente, at den var 'bestemt til at rivalisere Katy Perrys 'California Gurls' som denne sommers mest sydende hymne.'

Musikvideoen, instrueret af Marco Ovando, blev optaget på kun én dag i Cazwells egen lejlighed. Den featured dansere som Avi Vichner, Alex Maravilla, Jimmy Gonzales, Cesar Abreu, Joe Buffa, Johnny Sanford, Eddie Barrena, John Byrne og Geronimo Frias. Cazwell ønskede, at videoen skulle være 'sexet, men også meget sød' og dedikerede den til 'hot Latin boys of New York'. På grund af dens provokerende natur blev videoen markeret af YouTube for voksenindhold. Den blev kaldt 'denne sommers mest vovede musikvideo' og 'hypnotisk suggestiv'. Videoen blev et viralt hit og opnåede over 1 million visninger inden for en uge. Dens succes affødte endda en efterfølger for Cazwells 'Get My Money Back', der igen featured de samme dansere, og en kommerciel for yoghurtselskabet Snog, som også involverede Cazwell og danserne, instrueret af Ovando. Der blev endda solgt et mærke undertøj baseret på sangen, hvilket cementerede dens status som et popkulturelt fænomen.

Isbilens Jingler: Støj eller Nostalgi i New York?

Mens Cazwells sang fejrede isbilens glæde, har den virkelige isbil i bybilledet ofte været genstand for en helt anden type debat: støjforurening. Især i New York City har de velkendte jingler, som 'Pop Goes the Weasel' fra Mister Softee-lastbilerne, skabt en voksende kontrovers i de seneste år.

Denne debat tog for alvor fart, da borgmester Michael Bloomberg kom til magten. Som en del af en omfattende anti-støj-kampagne foreslog Bloomberg, at de omrejsende isbilsælgere skulle tvinges til at tavse deres sanglignende jingler, der ringede ud fra deres lastbiler, når de kørte rundt i byens kvarterer. I stedet skulle de stole på gammeldags klokker for at annoncere deres tilstedeværelse. Planen var en del af Bloombergs bestræbelser på at sænke det generelle støjniveau i Manhattans fem bydele og omfattede også foreslåede begrænsninger for gøende hunde, øredøvende trykluftbor og stønne-airconditionanlæg.

Men angrebet på isbilerne vakte den største debat. Isbilssælgere hævdede, at et forbud mod jingler kunne true deres forretning. Michelle Gallo, en franchisetager af Mister Softee, hvis lastbiler er faste inventar i hele byen, udtalte: 'Vi prøver ikke at skade nogen. Vi prøver bare at sælge is.' Jinglen syntes at være central for Mister Softees selvforståelse; sangen starter endda ved hvert besøg på virksomhedens hjemmeside. Chauffører i Manhattan insisterede på, at de spillede melodien sparsomt, dels fordi de parkerede i trafikerede kryds, hvor de var tydeligt synlige. Men melodierne er afgørende for andre lastbiler, der cirkulerer i gaderne på jagt efter kunder.

Mange beboere udtrykte også sympati, idet de sagde, at forbuddet ville fratage byen en klangfuld fornøjelse, der fremkaldte nostalgiske barndomsminder. Debbie Stein fra Manhattan, der ofte køber is til sine børn fra sælgerne, sagde: 'Det er en god lyd. Vi har værre problemer i verden, end at nogen spiller musik.' Dorothy Terminelle, 75, der spiste en kop vanilje-softice dyppet i chokolade, kaldte det ' latterligt': 'Børnene hører (jinglen), de vil have deres is. Det er en del af livet. Det er en godbid.'

På den anden side stod byens embedsmænd. Jordan Barowitz, en talsmand for Bloomberg, sagde, at 'støj er den største livskvalitetsklage i New York City' og tilføjede, at byen modtog omkring 250 klager i en enkelt måned over blærende isbiler. 'Når en lastbil er parkeret foran dit hus, og den kører sin jingle i timevis, bliver det ret irriterende,' sagde han. Den nuværende lov begrænser afspilning af melodierne til én gang hvert 10. minut, men forbuddet ignoreres bredt og er umuligt at håndhæve, forklarede Barowitz. Hvis det blev vedtaget af byrådet, ville forbuddet mod jingler starte i 2006 og tvinge afhængighed af klokker. Barowitz mente, at børn, der havde udviklet en pavlovsk respons på jinglen, ville udvikle en lignende respons på klokkerne.

Sammenligning: Debatten om Isbil-jingler i New York City

Den Mørke Side af Isbilens Melodi: En Racistisk Historie

Måske den mest overraskende og foruroligende sandhed om isbilens musik er den skjulte historie bag en af dens mest almindelige melodier. Den tilsyneladende søde og finurlige melodi, som mange forbinder med barndommens uskyld, har en dybt racistisk historie.

Skuespillerinden Viola Davis delte for nylig denne information på Instagram via en TikTok-video fra @_vanillabee_, der afslørede sangens oprindelse. Den originale titel på isbilens melodi var faktisk 'N— Love A Watermelon Ha! Ha! Ha!' (hvor et stærkt nedsættende udtryk blev brugt i titlen og teksterne). TikTok-videoen inkluderede endda den faktiske sangoptagelse, der med sine tekster som 'For here, they're made with a half a pound of co'l. There's nothing like a watermelon for a hungry coon' (hvor 'coon' er et andet stærkt nedsættende udtryk for sorte mennesker), afslører dens forfærdelige indhold. Mange, herunder kendte personligheder som Octavia Spencer, blev chokeret over denne afsløring, mens andre, som Lenny Kravitz, allerede var bekendt med den.

Den sang, der ofte spilles af isbiler, er mere almindeligt kendt som 'Turkey in the Straw'. Ifølge Smithsonian blev den oprindeligt indspillet af en mand ved navn Harry C. Browne og udgivet i 1916. Men melodien stjal sin melodi fra en tidlig 19. århundredes melodi, som skotske og irske immigranter bragte til Amerikas kolonier, da de bosatte sig langs Appalachian Trail. De tilføjede tekster, der afspejlede, hvad der skete i deres liv.

I Brownes version ændrede teksterne sig til at indeholde racistiske skældsord og stereotyper om sorte mennesker. Ikke kun det, men den originale kunst, der fulgte med sangen, fremhævede også racistiske stereotyper. Ifølge @_vanillabee_ viste grafikken for sangen 'en storlæbet, sortansigtet afroamerikaner, der dansede en jig på den. Og i den video, som Columbia Records udgav, var der et kæmpe stykke vandmelon og en afroamerikansk mand, der nød vandmelonen.' Den gik endda så vidt som at sige, at 'vandmelon er den sorte mands is.'

Hvordan endte en sang med så dybt problematiske rødder med at blive forbundet med isbiler? Ifølge NPR blev sangen med tiden forbundet med is, og senere isbiler, fordi isbutikker spillede populære minstrel-sange fra tiden. På en eller anden måde blev denne specifikke sang en favorit og spilles stadig på mange isbiler i dag, ofte uden kendskab til dens mørke og smertefulde oprindelse.

Konklusion

Isbilens musik er langt mere end blot en enkel jingle. Den repræsenterer et spejl af vores kultur, historie og de skiftende normer i samfundet. Fra Cazwells moderne, virale hyldest, der omfavner diversitet og glæde, til de højlydte debatter om støjforurening i travle byer, og ikke mindst den dybt foruroligende racistiske arv, der er indlejret i nogle af dens mest genkendelige melodier, er isbilens lyd en påmindelse om, at selv de mest uskyldige aspekter af vores hverdag kan bære på komplekse og ofte ufortalte historier. Næste gang du hører en isbil nærme sig, kan du måske lytte med en ny forståelse for de mange lag, der udgør dens melodi.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Spørgsmål: Blev Cazwells sang 'Ice Cream Truck' udgivet kommercielt?

Svar: Ja, efter at være blevet skrevet til en film, men oprindeligt ikke tiltænkt en kommerciel udgivelse, blev Cazwells sang 'Ice Cream Truck' udgivet som single den 17. august 2010. Den blev også tilgængelig på iTunes den 24. august 2010, og dens musikvideo blev en viral succes på YouTube fra den 30. juli 2010. Sangen optrådte desuden på deluxe-udgaven af hans album 'Watch My Mouth'.

Spørgsmål: Spiller isbiler altid musik i byerne?

Svar: I mange byer, herunder New York City, spiller isbiler traditionelt jingler for at annoncere deres tilstedeværelse. Dog har dette ført til debatter om støjforurening. I New York foreslog borgmester Michael Bloomberg et forbud mod jingler til fordel for klokker, da den nuværende lov, der begrænser spil til én gang hvert 10. minut, ofte ignoreres og er svær at håndhæve. Praksis varierer dog, og nogle chauffører spiller kun musik efter anmodning, mens andre kører med musikken tændt for at tiltrække opmærksomhed.

Spørgsmål: Hvilken kontroversiel historie er forbundet med isbilens traditionelle melodi?

Svar: Den melodi, der ofte forbindes med isbiler, kendt som 'Turkey in the Straw', har en dybt racistisk historie. Oprindeligt en folkemelodi fra det tidlige 19. århundrede, blev den i 1916 udgivet med stærkt racistiske tekster under titlen 'N— Love A Watermelon Ha! Ha! Ha!'. Teksterne indeholdt nedsættende udtryk og stereotyper om sorte mennesker. Sangen blev populær i minstrel shows og fandt vej til isbutikker, der spillede tidens populære sange, og blev således uforvarende en del af isbilskulturen, ofte uden at lyttere i dag kender til dens problematiske oprindelse.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Isbilens Melodier: Fra Glæde til Debat, kan du besøge kategorien Is.