Iskeglens Mystiske Oprindelse: Hvem Skabte Den Første?

Is er en af verdens mest elskede desserter, en kold og sød fornøjelse, der bringer glæde til mennesker i alle aldre. Men har du nogensinde stoppet op og tænket over, hvordan den ikoniske iskegle, der holder vores foretrukne kugler, egentlig opstod? Eller hvem der var den allerførste til at sælge is til offentligheden? Historien om iskeglen er fyldt med innovation, kontroverser og en række farverige karakterer, der alle bidrog til dens udvikling. Fra beskedne begyndelser med simple glas til en global industri – lad os dykke ned i den fascinerende rejse, der førte til den moderne iskegle.

Hvem Solgte den Første Is?

Mens den moderne iskegle har en kompleks og omstridt oprindelse, kan vi spore salget af is til offentligheden tilbage til London i midten af 1800-tallet. Den mand, der ofte krediteres for at være den første til at sælge is i stor skala til den almindelige borger, var Carlo Gatti (1817-1878).

Gatti, der kom til London i 1847 fra den italiensktalende del af Schweiz, startede beskedent med en bod, hvor han solgte forfriskninger. Han begyndte at sælge is i små skaller, og hans koncept med "penny ices" eller "halfpenny ices" (is til en halv penny) blev hurtigt populært. Før Gatti var is en luksus, forbeholdt de velhavende, men han gjorde den tilgængelig for alle.

For at understøtte sin voksende isforretning måtte Gatti importere enorme mængder is fra Norge. I 1850'erne byggede han massive islagre nær Kings Cross, hvor han opbevarede den is, han fik sendt til England med sejlskibe og derefter kanalpramme. Disse underjordiske isbrønde, hver omkring 10 meter i diameter og 13 meter dyb, kunne rumme op til 750 tons is. Dette vidner om omfanget af hans ambitioner og den efterspørgsel, han skabte.

En beskrivelse fra 1877-bogen Victorian London af J. Thompson og Adolphe Smith giver et levende billede af de italienske ismænds forretning, som Gatti var frontløber for. De beskriver, hvordan isboderne var omgivet af ivrige børn, og hvordan en omfattende organisation var nødvendig for at levere denne delikatesse. Især "cream ice" var populær, selvom den var dyrere at producere end vandis. Profitten på at sælge flødeis var dog så stor, at det var en yderst lukrativ forretning for de italienske immigranter.

Før Iskeglen: Hygiejne og Kreativitet

Før den spiselige kegle blev udbredt, blev is enten slikket direkte fra et lille glas, kendt som en "penny lick", "penny cone", "penny sucker" eller "licking glass", eller den blev solgt indpakket i papir, kaldet en "hokey pokey". Problemet med "penny lick"-glassene var åbenlyst: Kunderne slikkede isen af fadet og returnerede det til sælgeren, som vaskede det og fyldte det til den næste kunde. Som man kan forestille sig, var hygiejne et stort problem. Desuden kunne issælgerne på en varm dag ikke vaske glassene hurtigt nok til at imødekomme efterspørgslen.

Is i en kop blev også kendt som en "toot", der muligvis stammer fra det italienske ord "tutti" eller "all", da kunderne blev opfordret til at "spise det hele". De blev også kaldt "wafers", "oublies", "plaisirs", "gaufres", "cialde", "cornets" og "cornucopias", hvilket indikerer en bred variation af tidlige, spiselige beholderlignende konfekturer.

De Første Spiselige Våffelskåle og Kegler i Europa

Tankerne om spiselige beholdere til desserter er ikke nye. Allerede i 1700-tallet blev is omtalt som "iced puddings" eller "ice cream puddings", og de tilhørende spiselige skaller blev kaldt "wafers". Disse wafers blev dengang betragtet som "mavenydere" og serveret sidst i måltidet for at fremme fordøjelsen. De udviklede sig dog hurtigt til luksuriøse godbidder og blev et vigtigt element i dessertserveringen. Når de blev rullet til "tragte" eller "cornucopias", kunne de fyldes med frugtpasta, cremer og isdesserter.

Den tidligste engelske omtale af waferkegler findes i Bernard Claremonts The Professed Cook (London: 1769) og Mary Smiths The Complete Housekeeper & Cook (Newcastle: 1770). Senere, i Charles Elmé Francatellis The Modern Cook (London: 1846), anbefales cornets fyldt med is som pynt til isdesserter.

I 1820 beskriver William Alexis Jarrin i sin kogebog The Italian Confectioner, hvordan mandelwafers skulle rulles "på stykker af træ som hule søjler, eller give dem enhver anden form, du foretrækker". Han foreslog også at forme andre wafers til "små horn; de er fremragende til at pynte en creme". Dette indikerer, at spiselige, formbare konfekturer var kendt, men ikke nødvendigvis udelukkende beregnet til is.

Agnes B. Marshall, en anerkendt engelsk kok og leder af en kokkeskole, inkluderede i sin kogebog fra 1888 en opskrift på "Cornet with Cream", hvor cornets blev lavet af mandler og bagt i ovnen, derefter fyldt med creme, is eller frugt.

Italienske Immigranter og 'Hokey Pokey' Fænomenet

Det er i Manchester, England, i midten af 1800-tallet, at den første sande iskegle, udelukkende beregnet til is, menes at være opfundet af italienske immigranter. Madhandlen, og især is, udgjorde et levebrød for mange italienske familier. Disse immigranter, ofte udsat for grov udnyttelse og dårlige boligforhold, avancerede fra at skubbe trillebøre til at anskaffe hestetrukne vogne for at sælge deres is.

Udtrykket "Hokey Pokey" opstod sandsynligvis fra det italienske råb, hvormed de italienske sælgere solgte deres billige is. Der er flere teorier om oprindelsen, herunder "Ecce, Ecce" (Se, Se), "Hocus Pocus" eller "Ecco un poco" (Her er lidt). Den mest plausible teori er dog "Oche poco" (Åh, hvor lidt), som refererede til den lave pris snarere end mængden. Ved udgangen af 1800-tallet var der omkring 900 "Hokey Pokey"-mænd i Londons "Little Italy", og udtrykket blev også brugt i USA.

Henry Mayhew, en engelsk forfatter og journalist, interviewede gadesælgere af is og iscreme i London i midten af 1800-tallet. Han observerede, at salget af iscreme var ukendt på gaden indtil sommeren 1848 og blev introduceret som et spekulationsprojekt. Han beskrev, hvordan køberne i starten havde en forvirret idé om, hvordan isen skulle spises, og at handlen derfor kun spredte sig gradvist. Mayhew berettede om en gadesælger, der fortalte om folks første reaktioner på is: "Herre! Jeg har set folk sprutte, når de har smagt dem for første gang. Jeg gjorde det samme selv. De sætter sig mellem tænderne og får dig til at føle, som om du har tandpine over det hele." Dette giver et humoristisk indblik i iskeglens tidlige dage og de udfordringer, gadesælgerne stod over for.

Opfindelsen af Iskeglen: Patenter og Kontroverser

I 1890'erne var der alvorlig sundhedsmæssig bekymring over brugen af "licking glass" til at spise is – en sælger ville servere en kugle is i et glas, vaske det og derefter bruge det til den næste kunde. Mange glas blev ikke omhyggeligt vasket, og sundhedsmyndighederne truede med at forbyde salget af is. Dette skabte et presserende behov for en mere hygiejnisk løsning.

De Første Patenter

• Antonio Valvona (1902): Antonio Valvona, en isproducent fra Manchester, England, fik den 3. juni 1902 patent nr. 701.776 for et "Apparat til Bagning af Kiks-kopper til Iscreme". Hans patent beskrev, hvordan man kunne lave kopper eller skåle af dej, der "når bagt, kan fyldes med iscreme, som derefter kan sælges af issælgere på offentlige gader eller andre steder." Dette var et vigtigt skridt mod den masseproducerede spiselige isbeholder.
• Italo Marchiony (1903): Den 20. september 1903 indgav Italo Marchiony (1868-1954), en italiensk immigrant i New York, en patentansøgning for et "støbeapparat til fremstilling af iscreme-kopper og lignende". Han fik US Patent nr. 746.971 den 15. december 1903. Marchionys tegninger viste en form til at forme små kopper, komplet med små håndtag – ikke en kegle. Marchiony insisterede dog altid på, at han havde lavet spiselige isbeholdere siden 1896, hvor han solgte sin hjemmelavede citronis fra en skubbevogn på Wall Street. For at reducere omkostningerne, forårsaget af at kunder ødelagde eller forsvandt med hans serveringsglas, bagte han spiselige vafler, som han foldede til kopformede beholdere, mens de stadig var varme. Hans vaffelkopper gjorde ham til den mest populære sælger på Wall Street, og han opbyggede hurtigt en kæde af vogne.

Verdensudstillingen i St. Louis 1904: Keglens Gennembrud

Det er dog almindeligt accepteret, at St. Louis Verdensudstillingen i Missouri i 1904 var det sted, hvor iskeglen virkelig blev populær, og hvor den store kontrovers om dens opfindelse begyndte. På udstillingen var der omkring 50 isboder og et stort antal vaffelboder. Flere personer har siden gjort krav på at have opfundet iskeglen på messen:

De Mange Mænd Bag Iskeglen

Disse mange, ofte overlappende, historier vidner om en tid med stor innovation, hvor et simpelt problem (hygiejne og bekvemmelighed) førte til en revolutionerende løsning. Uanset hvem der var den "første", er det klart, at 1904-udstillingen var afgørende for iskeglens udbredelse og popularitet.

Maskiner til Iskegleproduktion

Efter 1904-udstillingen steg efterspørgslen efter iskegler dramatisk, og håndrulning kunne ikke længere følge med. Dette førte til udviklingen af maskiner til at automatisere produktionen:

• Frederick Bruckman (1912): Ifølge nogle historikere blev kegler håndrullet indtil 1912, hvor Frederick Bruckman, en opfinder fra Portland, Oregon, patenterede en maskine til rulning. Dog er der ingen patentoptegnelse fundet for dette.
• Harry G. Tatosian (1923): Det første patent for en "Ice Cream Cone Rolling Machine" er dateret 2. januar 1923 (US patent nr. 1.440.851) og blev tildelt armenske Harry G. Tatosian fra Bridgeport, Connecticut. Han indgav ansøgningen den 11. februar 1921.
• Carl R. Taylor (1924): US patent nr. 1.481.813 for en "Cone Rolling Machine" blev udstedt til Carl R. Taylor fra Cleveland, Ohio, den 29. januar 1924. Han beskrev det som en "maskine til at forme tynde, friskbagte vafler, mens de stadig er varme, til kegleformede beholdere" til is. Hans design inkluderede flere forme på en drejeskive, hvilket tillod keglen at køle og hærde, før den blev frigivet.

Disse maskiner markerede overgangen fra en håndværksmæssig produktion til en industriel skala, hvilket gjorde iskeglen tilgængelig for masserne og cementerede dens plads som en uundværlig del af isoplevelsen.

Ofte Stillede Spørgsmål om Iskeglens Historie

Hvorfor blev iskeglen opfundet?

Iskeglen blev primært opfundet af to årsager: for at løse hygiejneproblemerne forbundet med genbrug af "penny lick"-glas, og for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter is på en bekvem og spiselig måde. Den tilbød en engangsbeholder, der eliminerede behovet for at vaske og genbruge fade, hvilket gjorde isspisning både mere sikker og mere effektiv for sælgerne.

Hvem opfandt iskeglen på St. Louis Verdensudstillingen?

Der er ingen enkelt, ubestridelig opfinder af iskeglen på St. Louis Verdensudstillingen i 1904. Flere personer, herunder Ernest Hamwi, Abe Doumar, Nick Kabbaz, David Avayou og Charles Menches, har alle gjort troværdige krav. Det er mere sandsynligt, at ideen opstod uafhængigt eller blev udviklet i samarbejde mellem forskellige sælgere, der stod over for lignende udfordringer og muligheder på messen.

Hvad er en "penny lick"?

En "penny lick" var et lille glasfad eller en kop, der blev brugt til at servere is i Storbritannien og USA før opfindelsen af den spiselige kegle. Kunderne slikkede isen direkte fra glasset, som derefter blev returneret til sælgeren, vasket og genbrugt til den næste kunde. Denne praksis førte til alvorlige hygiejniske bekymringer og var en af de primære drivkræfter bag udviklingen af den spiselige iskegle.

Hvad betyder "Hokey Pokey"?

"Hokey Pokey" var et populært udtryk i midten af 1800-tallet, der refererede til billig is solgt af italienske gadesælgere, især i London. Udtrykket menes at stamme fra de italienske råb, sælgerne brugte til at lokke kunder til, muligvis en forvanskning af fraser som "Ecco un poco" (Her er lidt) eller "Oche poco" (Åh, hvor lidt), sidstnævnte med henvisning til den lave pris.

Er der stadig en Doumar-virksomhed i dag?

Ja, Abe Doumars familie fortsatte hans arv, og Doumar's Cones and BBQ i Norfolk, Virginia, USA, er stadig i drift i dag. De er kendt for deres friskbagte iskegler, der produceres på originale maskiner, som Abe Doumar selv udviklede.

Konklusion

Iskeglens historie er en fascinerende fortælling om innovation, tilpasning og den menneskelige stræben efter at forbedre selv de mest simple fornøjelser. Fra Carlo Gattis tidlige succes med at gøre is tilgængelig for masserne, over de hygiejniske udfordringer med "penny lick"-glas, til de mange opfindere, der bidrog til dens form og popularitet på St. Louis Verdensudstillingen i 1904 – iskeglen har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling. I dag er den en selvfølgelig del af isoplevelsen, et vidnesbyrd om en rig og kompleks historie, der fortsat bringer glæde til millioner verden over.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Iskeglens Mystiske Oprindelse: Hvem Skabte Den Første?, kan du besøge kategorien Is.